Stjæl fra de fattige og giv til de rige

Et angreb på kassedamerne, tømrerne murerne, pædagogerne og alle andre faglærte og ufaglærte
 

Regeringen vil hæve aldersgrænserne for efterløn og folkepension fra de nuværende 60 og 65 år til 65 og 68 år. Det er velkendt at veluddannede og rige mennesker lever længere end fattige mennesker med kort uddannelse. Samtidig har mennesker med en kort uddannelse ofte fysisk og psykisk belastende arbejde. Nu har nogle rige højt uddannede mennesker så iværksat en kampagne for at de fattige og kort uddannede skal arbejde hele deres liv, så der er råd til, at de rige og højt uddannede kan få 20 års otium.
 

De fleste er ufaglærte og faglærte

80 % af dem der går på efterløn er ufaglærte og faglærte arbejdere. Forslaget om at afskaffe efterlønnen og hæve pensionsalderen er et angreb på dem der knokler for at holde Danmark i gang. Det er et angreb på kassedamerne, tømrerne, murerne, pædagogerne og alle andre faglærte og ufaglærte. Der er ingen tvivl om at der er mange akademikere og funktionærer der godt kan holde til at arbejde udover den nuværende efterlønsalder på 60 år men disse mennesker vælger altså heller ikke at gå på efterløn. Enhedslisten kæmper for at stoppe angrebene på de fattigste og for at bevare muligheden for efterløn fra man fylder 60 år.
 
Allan Berg Mortensen
Medlem af Helsingør byråd for Enhedslisten
Emneord: